Vi har i Danmark i de seneste år en ny situation i det danske undervisningssystem. En situation, der ikke mindst er drevet frem af den verdensøkonomiske krise i september 2008. Den nye situation har medført mange forandringer, som kommer til udtryk på områder som: 1. Økonomi 2. Personale: lærere/pædagoger/medhjælpere 3. Skolereformen 4. Generelle inklusionsmekanismer børn imellem
Vores formål er ikke at diskutere eller kritisere de forandrede områder her. De ER allerede og bliver til stadighed debatteret. Vores formål er at stille skarpt på en NY situation i de pædagogiske institutioner, som ingen synes at have bemærket til nu. I de pædagogiske institutioner ser vi kaos og stressede situationer alle vegne. De opstår, fordi der mangler en generelt plan for, hvordan pædagogerne skal håndtere børnene. En sådan plan kunne udformes simpelt med tre fokuspunkter: A: Hvordan drengene igennem grupper opbygger deres naturlige hierarki. B: Hvordan pigerne åbner deres små verdener (hjertevenindeforhold) til også at blive en del af en større gruppe. C: Hvordan både drenge og piger kan opbygge tilhørsforhold til den enkelte stue og til institutionen i sin helhed.
Den manglende plan distancerer pædagoger fra forældre, fordi pædagogerne uden fokus føler udpræget skyld og passiviseres. Pædagogerne deltager ikke i børnenes opdragelse, og børnene må selv stå for at opbygge (tilfældige) forhold til hinanden uden vejledning, hjælp og støtte fra pædagogerne. Resultatet er et nyt chokerende fænomen, der forandrer naturen:
Februar 2015
Drengene begynder at opbygge hjertevenindeforhold, mens pigerne indgår i hierarkisk opbyggede grupper. På den måde lægges allerede fra vuggestuealderen kimen til det senmoderne fædreløse samfund. Vores tema er her, hvordan den nye situation påvirker vores børn. Det vil vi analysere i nedenstående 10 artikler ud fra tanken om, at den økonomiske situation formentligt ikke forandres de næste 5 år, selvom vi selvfølgelig ønsker det. 1. Når pædagogerne konstant er i personalemangel og hele tiden sættes i stressede situationer med mange forskellige opgaver, hvilken tryghed giver det så børnene?
2. Når pædagogerne af samme årsag mangler projekter, der skal socialisere børnene, hvilken udvikling forventes så at opstå blandt børnene?
3. Når børnene ofte begynder deres dag uden en pædagog fra det faste stueteam, hvordan forventes de så at skulle kunne åbne deres indre verdener op og kommunikere med hinanden?
4. Når pædagogerne giver såkaldte ”kollektive beskeder” til børn i en alder af 2 år, hvordan reagerer børnene så, hvis ét eller flere børn ikke kan følge beskederne? Går flertallet mod det barn/de børn, der fx ikke kan tage deres tøj på selv, og ”smider” de barnet/børnene ud som det sorte/sorte får? Hvad mener pædagogerne selv?
5. Hvis pædagogerne af forskellige årsager ikke kan håndtere et barn og straffer barnet ved fx i en spisesituation af placere barnet alene ved et bord, hvad kalder vi så denne form for pædagogik?
6. Hvis der i et lukket rum med puder opholder sig tre drenge på 3 år og to af drengene systematisk slår den tredje, hvordan skal så den ofte éne pædagog, der er på stuen – i mange tilfælde en pædagog fra en helt anden stue – reagere, når vedkommende hverken kan se eller høre, hvad der foregår i rummet? Hvordan reagerer pædagoger/ledere, hvis vi som forældre (og bestyrelse) foreslår at holde døren åben? Afvises forslaget eller foreslås et møde efter 1-2 måneder?
7. Hvis en pædagog giver en dreng lyserøde pigeunderbukser på, frem for at tage de underbukser, der findes i drengens egen kurv, hvordan forventer vi så, at de andre børn reagerer, når drengen skal tisse eller have skiftet tøj?
8. Hvis pædagogerne lader en dreng være alene både indenfor i børnehaven og ude på legepladsen i en periode på op til tre måneder, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere drengen og få ham socialiseret med de andre børn, hvad forventer vi så, der sker med denne dreng?
9. Hvis vi hver morgen, når vi afleverer vores barn, som det første ser adskillige børn løbe rundt på gangen/slås/skændtes/skrige/græde i en meget lille børnehave med plads til 63 børn, hvordan kan et barn så føle sig sikkert og trygt der?
10. Hvis vi som forældre forsøger at kommunikere med personalet om, hvilke projekter de har for børnene, og vi aldrig får et reelt svar, men derimod skældud og total passivitet fra lederen, hvordan kan vi så opbygge den nødvendige tillid til den pågældende børnehave?
Fra vores synspunkt som forældre og professionelle psykologer er det fuldstændigt uacceptabelt og uansvarligt at holde sit barn i en institution, som den vi har beskrevet ovenfor. Vi forslår, at Københavns Kommune åbner perspektivet og inviterer psykologer, psykoterapeuter, coaches mv. ud til de pædagogiske institutioner, så de kan danne sig et reelt billede af situationen – ikke kun én gang, men så en grundigere undersøgelse af institutionerne og deres pædagogik kan iværksættes.
Vi foreslår også, at psykologerne giver personalet kursus i, hvordan børn kan socialiseres og inkluderes gennem forskellige projekter. Der findes mange forskellige sådanne projekter.
Socialiserings- og inklusionsprojekter er et lovmæssigt krav, der udstikkes fra regeringen og udfoldes i de pædagogiske lærerplaner. Det bør dog også være et lovmæssigt krav, at der følges op på og holdes kontrol med, om disse projekter rent faktisk udføres.
Vi ønsker ikke, at nogle pædagoger eller ledere mister deres job. På den måde lærer de aldrig af deres fejl. Kan de derimod indse deres fejl, finder vi det naturligt med en undskyldning til de børn og forældre, der har lidt under de kaotiske tilstande. Det vil ikke mindst lukke den kløft mellem pædagoger og forældre, der på mange måder består af ironi, afvisning og skældud.
Det er nødvendigt med en konfrontation af den nye pædagogiske situation, så vi undgår flere uberettigede og fuldstændigt forkerte stemplinger af ”specielle”, ”problematiske”, ”autiske” børn eller børn med ”adhd”.
Af Panagiotis Charbis & Marianne Fogh Møller
