Illusionsverden
Den feministiske bevægelse kæmper for at skabe lighed med mænd – ikke kun derhjemme, også på arbejdsmarkedet. Den har forandret kvindens adfærd. Ikke kun over for hendes mand, også over for hendes barn og i forhold til hvordan hun skal organisere livet derhjemme.
Der opstår et spørgsmål. Hvad sker der med hendes klassiske livsangst, især i forhold til barnet: fortsætter den som hidtil, med omsorg, eller får den en ny form? Hvordan påvirker kvindens indtræden på arbejdsmarkedet forholdet til hendes barn?
Arbejdende kvinder har i dag en hidtil uset angst. Den tilhører hverken kategorien livsangst eller klinisk angst, men en ny kategori, som vi kalder illusion-angst.
Kvinders feminisme er baseret på at blive frigjort fra mænd. For at opnå dette er målet først og fremmest økonomisk uafhængighed, med få ord: at få et job.
Mænd har gennem den feministiske evolution ikke forberedt sig selv på at give plads til ligestilling med kvinder. Og de har ikke vidst, hvordan de skal tackle kvinders angst over arbejdsmarkedet. Mænd har fået et chok og er faldet, som om kvinderne har trukket tæppet væk under dem. Denne information er ikke ny. Man behøver blot at have levet de sidste 20 år for at vide, at dette er en ny realitet.
Men kvinders reaktion er ny, fordi de reagerer med illusion-fobi, som derefter bliver til illusion-angst.
Hvad er det, og hvordan fungerer det?
En kvinde planlægger sit liv logisk korrekt, især derhjemme, hvilket altid har været hendes domæne – men i dag prøver hun også at planlægge sit liv uden for hjemmet. Og her opstår problemet.
Hun har brug for 20-30 minutter om morgenen til at gå i bad og gøre sig klar. Så hun beslutter, at manden afleverer barnet, fordi han kun har brug for 10 minutter, og hun selv henter barnet fra institution senere. Hendes forslag tilfredsstiller dem begge teoretisk. Men det er ikke en løsning funderet i realitet – det er en illusion, nærmere betegnet en illusion-fobi.
​
Når hun henter barnet, er hun ikke glad, som hun forventer. Derimod stresser hun konstant på vej hjem, fordi hun har en fobi. Hendes fobi er at miste sit job, fordi hun går lidt tidligere fra arbejdet for at hente barnet i institution.
Men denne fobi er en illusion-fobi: hun tror på en realitet, der ikke eksisterer.
Hendes fobi er ikke funderet i virkelige årsager, f.eks. krise på markedet eller i firmaet, hvor hun arbejder, eller intern konkurrence med hendes kolleger. Det er en ulogisk fobi, især i vores feministiske tidsalder, for hvis hendes angst var korrekt, ville det betyde, at alle arbejdende mødre blev fyret, hvilket er umuligt.
Når kvinden er på vej hen for at hente barnet, har hun altså denne illusion-fobi for at miste sit job. Kan hun i denne tilstand vise omsorg for sine børn, når hun ser dem, eller kan hun modspille eller angribe pædagogerne, fordi de bruger mere tid med barnet end hende selv? Denne reaktion var almindelig fra 1970'erne til 2000.
Og hvad sker der bagefter, når hun er på vej hjem med barnet. Er hendes illusion-fobi aftaget, fordi hun har set sine børn, eller fordi hun har planlagt, at manden køber ind og laver mad? Eller fortsætter hun med at løbe stærkt for at købe ind, lave mad og klare alting selv? Kan hun efter aftensmaden, og når børnene er lagt i seng, udtrykke sin fobi til sin mand? Og hvad sker der, hvis han svarer: “Okay, hvis du stresser over at hente, så gør jeg det, og så afleverer du om morgenen"?
Dette svar frygter hun, for hun kan ikke forestille sig at opgive sin rituelle tid om morgenen, som er alfa og omega for hende. For at undgå stress om morgenen, lider hun om aftenen, uden at involvere sin mand, og tænker: “Hvorfor er det altid mig, der skal gøre det hele? Hvorfor kan du ikke hjælpe mig?” Men hun siger det ikke højt. I stedet reagerer hun med aggressivitet og afvisning.
Denne reaktion kalder vi illusion-angst, fordi hun hverken kan udtrykke sin illusion-fobi til sin mand eller sine veninder, men holder den for sig selv – og derved bliver den til illusion-angst.
Lad os se hvordan manden tackler kvindens tilstand.
Kan han gribe chancen til at spørge hende, som tidligere: "Hvad sker der her? Hvorfor er du aggressiv? Fortæl mig hvad der sker."
Hvis han ikke kan stille dette spørgsmål, funderet i realiteten, får han en illusion-fobi. Og hvis denne illusion-fobi driver ham til at holde sig væk og være en lille dreng, bliver den til illusion-angst. I stedet for at deltage opbygger han en historie – en ny falsk realitet: "Okay, hun er aggressiv lige nu, men hun skal jo nok klare det hele."
Han har ikke indset sin rolle og opgave: at tackle sin kvindes angst. Han tror, at hun klarer alt: børnene, ham selv, sit job. Med få ord er han kvindens voksne barn.
Denne illusion-angst i forhold til hans kone åbner døren til en illusionsverden hos manden. I stedet for at tænke på at blive skilt, hvis det går dårligt derhjemme, bliver han passiv og tilfredsstiller sig selv med porno på skærmen og mistolker det som sex.
På den anden side kan kvinden ikke føle sig seksuel med sin lille pleaser-mand og opbygger i stedet en illusion: hun går på Tinder for at tilfredsstille sin seksualitet med en anden mand og for at få familien derhjemme til at fungere.